Ofte stillede spørgsmål

hvem, hvad, hvor?
Hvis du allerede er skrevet op til at bo hos os, kan vi lave en aftale om, at du kommer forbi til en rundvisning i huset og haven og en kop kaffe, hvor du også vil blive introduceret til hverdagen på Mette Marie og hvilken støtte, du kan forvente fra medarbejderne.

Hvis du tænker på, at Mette Marie kunne være et sted for dig at bo,men endnu ikke er skrevet op, har du måske nogle spørgsmål, du gerne vil have svar på.

Herunder har vi svaret på nogle af de mest almindelige spørgsmål, vi er blevet stillet gennem tiden. Vi håber, det kan hjælpe dig og ellers er du altid velkommen til at kontakte os på mail eller telefon.
hvilke aktiviteter er der?
Vi kan altid finde på noget at lave. Lige fra at spille skak eller backgammon til at gå en tur omkring søen, tage i Zoologisk have, i biografen eller lignende. Det er ofte beboerne selv, der kommer med forslag tiil aktiviteter.

I huset er mulighed for at styrketræne, male, spille musik med andre, benytte sanserummet, spille udendørs bordtennis med mere.
hvad med transport?
Der er mange muligheder for transport. Du kan tage bus 21, 200 meter fra Mette Marie. Det tager cirka 12 minutter at gå til metroen på Vanløse St. eller Flintholm st.

På Mette Marie har vi en duobike, som vi kan benytte, hvis du har brug for at blive kørt til for eksempel konsultation hos din læge, møde med din sagsbehandler eller lignende. Desuden har vi en bil til det samme.
hvordan er maden?
Alle måltider tilberedes af medarbejderne. På hverdage tilberedes mad tre gange; morgen, middag og aften. I weekender tilberedes der aftensmad.
Medarbejderne er ikke kokke, men de er meget erfarne i at tilberede mad, så svaret på dét spørgsmål må være: den er god!
må jeg have kæledyr?
Ja og nej. Der er visse dyr, som du ikke må have på Mette Marie; det er for eksempel hund og kat eller andre fritgående dyr. Der er visse krav, der gør sig gældende i forbindelse med husdyrhold. Hvilke, kan du se her:
  • Inden anskaffelse af et kæledyr, skal du indhente tilladelse hos forstanderen
  • Dyret/dyrene skal være i bur, akvarie eller lignende og må kun være på dit værelse
  • Dyret/dyrene skal have ordentlige kår og må ikke misrøgtes
  • Det er udelukkende dig, der er ansvarlig for dine dyr og eventuelle skader, de måtte forvolde
  • Hvis du bliver indlagt i en længere periode, kan medarbejderne ikke være ansvarlige for pasning af dit/dine dyr og de kan derfor internere dem andetsteds
Der kan være andre regler, afhængig af hvilket dyr du eventuelt vil holde, men det kan vi altid tale om.
kan jeg have mine møbler med?
Ja, det kan du godt. Faktisk er det bedst, at du selv har dine egne møbler og andre effekter med, når du flytter ind, da væreslerne fremstår umøblerede ved indflytning. Skulle du være i en situation, hvor du ikke har en seng, et bord eller lignende, så finder vi en løsning på det.
skal jeg dele mit værelse med andre?
Nej, det skal du ikke. Værelset er dit og kun dit. Som udgangspunkt er det kun dig, der bestemmer over, hvem der må komme ind til dig. Dog skal du vide, at medarbejderne kan finde på at låse sig ind, hvis de er i tvivl om dit velbefindende. Skulle det ske, vil der altid blive banket på din dør og medarbejderne giver sig til kende, inden de kommer ind.
hvilken støtte kan jeg få?
Du kan få støtte til rigtig meget. Medarbejderne er til rådighed og støtter dig hvor du har brug for det. Nogle har behov for støtte til at vaske tøj, tage kontakt til lægen eller kommunen, til at gå en tur eller andet - det er meget individuelt, hvilke behov mennesker har. Blandt meget andet tilbyder vi støtte til at:
  • tage kontakt til kommunen
  • tage kontakt til læge, tandlæge, fodterapeut eller lignende
  • følge til hospital, læge, tandlæge og lignende
  • betale regninger
  • varetage udlevering af medicin
  • vaske tøj
  • og meget mere
hvilke husregler er der?
hvor mange beboere er der?
Der er seksten boliger på Mette Marie og de er så godt som altid beboede.
andre spørgsmål?
Har du andre spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.

Du kan ringe på telefon 38 76 13 75 el. 38 76 13 74

eller du kan skrive til os på mail: mette@mariehjem.dk
Bofællesskabet mette marie
Hyltebjerg Allé 73-75
2720 Vanløse
genveje:
Kontakt Privatlivs- og cookie-deklaration
GDPR oplysningspligt
Log ind
links:

Selveje Danmark
Download et gratis program, der læser indholdet på hjemmesiden højt:
adgangforalle.dk
Bofællesskabet mette marie | Hyltebjerg Allé 73-75 | 2720 Vanløse | Tlf.: 38 76 13 75